Hvem er Allergica?

Historien

Allergica A/S har siden 1984 produceret homøopatiske lægemidler efter antroposofiske retningslinjer. Vi er Danmarks eneste producent af antroposofisk medicin.

Allergica A/S blev grundlagt af Heilpraktiker Peer Bach Boesen, som efter studier i den antroposofiske lægekunst i Tyskland følte sig inspireret til at fremstille lægemidler efter Rudolf Steiners anvisninger. Han grundlagde Allergica under devisen, ”Nye lægemidler til en ny tids mennesker”, da han fandt, at moderne mennesker reagerer anderledes under sygdom, end de ældre generationer havde gjort.

Allergica A/S producerer over 400 forskellige lægemidler til både ind- og udland. Det er ejet af Æskulapfonden og sponsorerer Foreningen Alma, som rådgiver og holder kurser for professionelle om homøopatiske lægemidler og antroposofisk lægekunst samt udgiver bøger og hæfter.

Mennesket i centrum

Allergicas lægemidler er alle håndpotenserede; og hvor det er muligt, er ingredienserne biodynamiske eller i det mindste økologiske. Nogle planter og dyr indsamles af medarbejderne i den danske natur. Det gælder f.eks. skovsyre, berberis og skovmyre.

Den menneskelige faktor og nærhed er en integreret del i Allergicas ’DNA’. Iflg. det antroposofiske verdenssyn er mennesket uløseligt forbundet med den omkringliggende natur, hvor det indgår i det evige kosmiske kredsløb. Det er derfor helt centralt, at planter og dyr behandles nænsomt og med den dybeste respekt, så livskræfterne er bevarede og kan overføres til lægemidlerne.

 

 

Håndpotenseringen

Håndpotenseringen, som er den måde vi fortynder lægemidlerne på, er vigtig for os, fordi vi ikke ønsker mekaniske bevægelser i medicinen – vi ønsker i stedet en menneskelig følelsesmæssig rytme.

Det er først, når midlerne skal hældes på flasker, at vi får hjælp af en maskine.

Vi involverer os dermed i processerne omkring produktionen af lægemidlerne, og ser denne proces som en vigtig del af det endelige middel, og hvem vi er som virksomhed.

Almennyttig virksomhed

I Allergica mener vi, at produktion af lægemidler er en almenmenneskelig opgave, og at de økonomiske interesser må vige for dette formål. Allergicas økonomiske overskud går derfor til nødvendig konsolidering, udvikling og støtte til andre almennyttige homøopatiske og antroposofiske initiativer.

Allergicas mission

Det er Allergicas mission at hjælpe mennesker og dyr til et bedre helbred, samt til højere indsigt i mennesket som udgøres af krop, sjæl og ånd. Vi vil udvikle, fremstille og forhandle homøopatiske lægemidler i harmoni med naturen og mennesket. Vi vil endvidere udbrede viden om den nytte, antroposofisk homøopatiske lægemidler har på mennesket.