Om Homøopati
 

Homøopatien er en mild og dybtvirkende behandlingsmetode. Det er også en metode med nogle år på bagen. Den homøopatiske lægeforening, grundlagt i Tyskland, er knap to hundrede år gammel og dermed den ældste lægeforening i Europa. Det var den tyske læge og kemiker Samuel Hahnemann (1755-1843), der omkring 1790 genopdagede og systematiserede homøpatien. Da Hahnemann publicerede sine centrale opdagelser 1796, blev metoden mødt med stor begejstring fra læger i mange dele af verden. Homøopatien bredte sig hurtigt til store dele af Europa, Østen og Amerika. Der blev grundlagt klinikker, sanatorier og fakulteter, som arbejdede efter de homøopatiske principper. Eksempelvis var ca. 1/5 af alle medicinske fakulteter i U.S.A. omkring år 1900 homøopatiske. Også i Danmark blev homøpatisk medicin anvendt og fremstillet på de fleste danske apoteker.

Men fra begyndelsen af det forrige århundrede begyndte den medicinske forskning at gå andre veje. Med penicillinets opdagelse i 1928 og vaccinationens vidundere samledes den medicinske forskning om at udrydde tilsyneladende sygdomsårsager over en bred kam. Fra det øjeblik forsvandt homøopatien næsten ud af billedet indtil det viste sig, at den medicinske forskning var ramlet ind i en blindgyde.

Den traditionelle medicin står nu magtesløs over for nye multiresistente bakterier og en del kroniske lidelser, samtidig med at behandlingen meget ofte medfører betydelige negative bivirkninger, som store dele af befolkningerne ikke længere vil acceptere. Homøopatien er derfor igen ved at vinde terræn. De seneste opgørelser fra udlandet viser, at ca. 75% af alle tyske læger og 70% af alle franske læger jævnligt ordinerer homøopatiske lægemidler. For tiden er det næstmest solgte lægemiddel i Frankrig et homøopatisk lægemiddel.

Homøopati som lægemiddel

De homøopatiske principper er enkle og kan beskrives med Samuel Hahnemanns læresætning “similia similibus curentur”. Det oversættes bedst til dansk med “lignende helbreder lignende”. Gennem flere års utrætteligt, metodisk arbejde erfarede Hahnemann, at når han i rask tilstand indtog et stof som f.eks. kinabark, oplevede han en række fysiske og sjælelige symptomer gennem denne selvforgiftning. Senere prøvede han at behandle patienter, som udviste de samme symptomer (uden at de havde fået kinabark) med stærkt fortyndet kinabark - og det viste sig at hjælpe patienten - altså det samme stof, som gav bestemte symptomer, kunne også helbrede sygdommen, når det blev fortyndet tilstrækkeligt meget - “lignende helbreder lignende”.

Princippet kendes også fra vaccinationer, her forebygger man en alvorlig sygdom ved at påføre mennesker sygdommen i en let/fortyndet grad. Hahnemann anvendte dog langt stærkere fortyndinger.

Homøopatisk medicin fremstilles ud fra stoffer fra mineral-, plante- og dyreriget. Stofferne udtrækkes eller åbnes ved hjælp af ganske særlige metoder. Herefter gennemgår de en speciel farmaceutisk proces, hvor de aktive stoffer fortyndes i flere omgange, indtil der til sidst kun er meget, meget lidt fysisk stof tilbage - eller slet intet. Hahnemann udviklede denne specielle fortyndingsmetode og kaldte den “at potensere” - at gøre stærkere. Vi siger at stoffet går fra en materiel tilstand til en dynamisk - ikke fysisk tilstand. På den måde kommer medicinen til at indeholde de dynamiske, ikke fysiske kræfter, som har skabt det pågældende stof. Man kunne også sige, at det aktive stof går fra at være aktivt til at være aktiviserende.

En sådan fortyndet medicin virker ikke direkte på det fysiske menneske, men virker aktiviserende på de dynamiske - ikke fysiske livskræfter i mennesket - som holder materien sammen og gør den til et levende menneske med tanker, følelser, vilje og meget mere.

Homøopatien virker således ind på en finere måde i ikke fysiske lag, hvor sygdommene ofte oprindeligt stammer fra. Derfor opleves den homøopatiske medicin som både mild og dybtgående.